Alt om VR

Guide til Virtual Reality – alt du skal vide om VR

I denne artikel kan du blive klogere på virtual reality – også kendt som VR. Vi fortæller dig, hvad det er, og hvorfor denne teknologi er et godt bud på fremtidens underholdning.

Hvad er Virtual Reality (VR)?

Oversætter man til dansk bliver ‘Virtual Reality’ til ‘Virtuel Virkelighed’, hvilket beskriver ganske godt, hvad denne teknologi kan. 

Med et VR-headset på hovedet, kan brugeren transporteres til et utal af verdener, hvor mere eller mindre alt er muligt. Du kan spille golf, danse til musik, møde en dinosaur, bestige bjerge, køre race i biler, kæmpe med sværd og skjold, samt meget, meget andet. 

Det er praktisk talt kun teknologien og fantasien, som sætter grænserne og først nævnte har virkelig taget fart de senere år.

VR består som udgangspunkt af et headset, i hvilket der er to små displays – et til hvert øje – samt indbyggede højttalere. 

Vigtigt for et VR-headset er det, at spillerens bevægelser kan spores, så dennes ageren i den virkelig verden, kan oversættes til den virtuelle i headsettet. Der findes flere former for tracking-teknologi, men de fleste kræver en form for modtager, som registrerer bevægelserne fra headsettet og eventuelle controllere eller joystick.

Når man taler om VR i dag, er der tre typer, som man beskæftiger sig med. Disse er VR-headsets til PC, som er forbundet til computeren med et kabel, standalone headsets, som selv sørger for at afvikle den virtuelle verden, og VR til mobiltelefoner, som mest af alt blot er et hylster, som gør det muligt at have telefonen foran øjnene.

Hvad kan VR bruges til?

I øjeblikket benyttes VR i høj grad til spil, film og andre former underholdning. Mulighederne med virtual reality er dog uendelige og med tiden vil teknologien med stor sandsynlighed blive bragt til mere seriøse foretagender også. 

Ford er fx allerede begyndt at brug VR teknologi til at bygge og fremvise prototyper af biler.

VR kan ligeledes bruge til simulere scenarier i forbindelse med træning af fagfolk – scenarier som ellers ville være for dyre eller besværlige at skabe på traditionel vis – så man kan bruge sin viden i praksis. Piloter træner allerede deres flyvefærdigheder i utroligt dyre flysimulatorer, men i fremtiden kan det gøres billigere og nemmere ved at benytte VR-teknologi i stedet. En hjernekirurg har ikke altid en frisk hjerne at skære i, så her kan man sagtens forestille sig, at man i fremtiden kan forfine sine færdigheder i en virtuel virkelighed.

VR er ikke en ny opfindelse

Virtual reality er ikke et nyt begreb, og allerede i 1960’erne eksperimenterede man med teknologien. I 90’erne prøvede flere store teknologivirksomheder at sælge VR til forbrugerne – Nintendo kom blandt andet med deres lidt tvivlsomme bud på en VR-spillemaskine – men teknologien var endnu ikke klar.

I det seneste årti har teknologien dog indhentet ambitionerne om at skabe en virtuel virkelighed, hvorfor VR-headsettet Oculus Rift blev skabt i 2010’erne og senere solgt til Facebook for 2.3 mia. dollars.

Sidenhen har flere virksomheder budt ind med deres bud på et VR-headset og i dag kan du, udover Oculus fra Facebook, også købe et VR-headset fra HTC, Google, Microsoft og Valve.

Scroll to Top