Derfor skal squats være en del af dit træningsprogram

Hvis squats ikke allerede er en del af dit repertoire af træningsøvelser, skal du læse med her i artiklen, hvor vi fortæller om de mange fordele ved at squatte som en del af styrketræningen. 

Det er vores erfaring, at mange mænd springer squats over. Det er der typisk flere årsager til, men begrundelserne er som oftest i stil med: “Det er svært at squatte ordentligt“, “Det er skidt for knæene” eller “Træning af ben er spild af tid”. Det kræver øvelse at squatte ordentligt, hvis du gør det rigtigt, er det ikke skidt for knæene og det er bestemt ikke spild af tid at træne ben – tværtimod!

Uanset hvad din begrundelse for at springe squats over er, skal du i gang med at squatte. 

Derfor er squats geniale

Hvis du ikke rigtigt oplever resultater af din træning, kan det måske hjælpe at komme i gang med at squatte. Når du squatter, er det langt fra kun ben, lår og baller, som bliver styrket. Faktisk er det tæt på at være hele kroppen, som er i brug, når du squatter med vægte. Det er op til dig, om du vil squatte med frivægt eller om du vil bruge et squat rack. Sidstnævnte er knapt så teknisk krævende og chancerne for skader er derfor mindre, end hvis du squatter med frivægt. Du kan blive klogere på racks hos Squat Rack Guiden.

Her er en række af de mange fordele ved at squatte:

Du bliver stærkere

Styrke er din krops evne til at bevæge sig ved ekstern belastning. Når du squatter sørger tyngdekraften for at presse din krop og vægstangen på dine skuldre ned mod gulvet. For at modstå tyngdekraften og rejse dig, skal du bruge styrke. Jo mere du squatter og jo højere belastning du squatter med, des stærkere bliver du.

Styrken sætter sig ikke udelukkende i benene, for store dele af kroppens muskler er i brug, når man squatter, hvilket øger din overordnede styrke på tværs af muskelgrupperne.

Du bygger muskler

Når du squatter, træner du en lang række muskler, som derfor nedbrydes og derefter genopbygges stærkere end før. Ved squats bukker dine ben, din overkrop strammer op, stabiliserer og bærer vægten fra vægtstangen. 

Når musklerne trænes frigives der blandt andet hormonet testosteron i kroppen. Dette hormon bidrager til, at dine muskler vokser sig større. 

Du forbrænder fedt

Kroppen forbrænder fedt så snart du bruger mere energi end du indtager. Dine muskler bruger energi for at løfte vægte og særligt squats bruger masser af energi, hvorfor disse er særligt effektive til fedtforbrænding. 

Når du forbrænder fedt forsvinder ‘polstringen’ på din krop, hvilket gør markeringerne fra dine muskler tydeligere, så du kommer til at se stærkere ud. 

Dine knogler styrkes

Det er de færreste som tager i fitness for at træne knoglerne, men et stærkt skelet er bestemt ikke en skidt ting, da risikoen for at stærke knogler brækker er mindre sammenlignet med svage eller normale knogler.

Når du squatter, er der belastning på adskillige af dine knogler, som ligesom dine muskler bliver stærkere efterfølgende. 

Vær opmærksom på at knogler typisk er langsommere om at styrkes end muskler. Mange træningsskader kommer af, at knoglerne ikke er ligeså klar til belastning som musklerne, hvorfor de ender med at tage skade. 

Du opbygger disciplin

Det er ikke udelukkende din fysik, som styrkes af at squatte – det mentale har også gavn af øvelserne.

Som du sikkert allerede ved, er squats hårde, anstrengende og til tider også smertefulde. Af disse grunde kan det være fristende at droppe squats, men af netop de grunde er det faktisk god træning af musklen som sidder mellem dine øre, hjernen, som har godt af at blive trænet i disciplin. 

Når kroppen og hjernen stritter imod og du alligevel vælger at squatte, lærer du hjernen og dig selv, at det er okay at lide for en stund. Denne mentale gevinst kan bruges i adskillige andre henseender i tilværelsen, så det eksempelvis bliver lettere at motivere sig selv til at spise sundt, gå i seng i ordentlig tid, lave lektier osv. 

Scroll to Top