Flytte sammen med kæresten? Disse ting skal du overveje

I langt de fleste forhold beslutter man sig før eller siden for at flytte sammen. Hvis du og din kæreste befinder jer i overvejelsesfasen for dette, er du landet det helt rette sted. I denne artikel gennemgår vi nemlig en række ting, du bør overveje grundigt, inden dit og kærestens navn ender på samme postkasse.

Selvom vi de seneste år har set flere og flere eksempler på voksne kærestepar, der vælger at bo hver for sig, er det nu engang stadigvæk mest normalt, at kærestepar før eller siden flytter sammen.

Står du i en situation, hvor du overvejer at flytte sammen med din kæreste, så er der en række forhold, du bør overveje. 

Tager du stilling til disse, bliver sammenflytningen formentlig væsentlig mere gnidningsfri.

Det økonomiske aspekt

Privatøkonomi kan være et vanskeligt emne at behandle, men alligevel bør din kæreste og du gøre det, hvis I planlægger at flytte sammen. Rene linjer fra start vil nemlig hjælpe jer, og derfor bør I diskutere:

  • Om I vil have fællesøkonomi eller hver jeres konti?
  • Hvor I kan spare penge ved at være to?
  • Hvordan I sikrer jeres ting, jer selv og hinanden?

Hvor skal I bo?

Mennesker kan have yderst forskellige behov, og det er vigtigt, at I finder et hjem, hvor I begge to har mulighed for at være jer selv.

Derfor bør I tage en snak om, hvilke behov I har, og hvad I ønsker af et kommende hjem. Måske kan enten dit eller din partners nuværende hjem imødekomme jeres krav, og så er det en no brainer. 

Hvis ikke, skal I ud på boligmarkedet og lede efter et nyt fælles hjem, hvor I begge to har mulighed for at føle jer hjemme.

I kan spare penge på forsikringer

Når din kæreste og dig får fælles adresse, vil I kunne spare lidt penge på forsikringer. Eksempelvis vil I kunne nøjes med blot én indboforsikring – ikke så tosset, var?

Det er dog ikke alle forsikringer, som I kan slå sammen. En forsikring som ulykkesforsikringen skal I eksempelvis begge to stadigvæk tegne, da den ikke gælder for husstanden, men det enkelte individ. 

Hvis jeres forsikringer er hos to forskellige selskaber, så overvej at skifte alle forsikringer til det samme. Som regel vil I kunne spare penge på den måde.

Hvilke regler skal gælde i hjemmet?

Når man bor selv, står man ikke til ansvar over for nogen andre. Livs-devisen for mange aleneboende er derfor, som Niarn formulerede det i en sang engang: ”Mit liv, mine regler, mine konsekvenser.”

Når du flytter sammen med en kæreste, er du nødt til at være kompromissøgende. Førhen har du måske været typen, der har ladet venner banke dig op klokken 4 om natten, fordi de manglede et sted at sove i deres brandert. Det er muligt, at din kæreste er rummelig og vil kunne tillade den slags adfærd fremadrettet, men det er langt fra sikkert.

Derfor skal I tage en snak om, hvilke grænser I har, og hvordan I undgår at overskride disse. I bør ligeledes drøfte, hvilke rutiner I sædvanligvis har, og om I forestiller jer at holde fast i disse, når I flytter sammen.

Er forholdet stærkt nok?

At flytte sammen vil altid medføre en masse praktisk bøvl. Flytninger er aldrig lette, og derfor skal du være mere end sikker på, at det – at flytte sammen med kæresten – nu også er den helt rigtige beslutning at tage for dig.

Nogle vælger – helt vanvittigt – at prøve at redde et skrantende forhold ved at flytte sammen. Det bør man aldrig gøre, og hvis det er det, som du og din kæreste har gang i, så stop!

Det er nemlig ekstremt vigtigt, at du tror på forholdet, og at du har lyst til at bo under samme tag som din partner, hvis du indvilliger i at flytte sammen.

Ellers kommer det ikke til at gå, og du vil om nogle måneder stå i en rigtig vanskelig situation, hvor enten du eller din partner – eller jer begge to – skal igennem endnu en flytning.

Ejerforhold 

Hvis din partner og dig ikke er gift, bør I udarbejde en samejeoverenskomst, hvis I køber enten et hus eller en lejlighed. I en sådan kontraktslig overenskomst nedfældes der nemlig detaljerede regler, som vil være gældende i besværlige konfliktsituationer, der desværre lurer ude i horisonten for nogle parforhold.

Vi tror og håber naturligvis på, at jeres forhold varer ved til den bitre ende, men hvis I alligevel skulle ende i problemer, vil en kontrakt som beskrevet ovenfor være guld værd for jer begge. 

I denne vil der nemlig sort på hvidt stå, hvad I er blevet enige om, inden situationen mellem jer blev anspændt og tilspidset.

En samejeoverenskomstlig kontrakt som beskrevet ovenfor kan med fordele indeholde følgende:

  • Aftaler om de løbende betalinger til det bygningsmæssige fællesskab
  • Jeres pengekrav over for hinanden
  • Jeres muligheder for at købe den anden part ud af boligen
  • Jeres opsigelsesfrister
  • Hvad der sker i tilfælde af den enes død.

Som du kan se, er det tunge og besværlige emner, der skal behandles i en sådan kontrakt. Derfor bør I også opsøge faglig assistance, når kontrakten skal udfyldes. Her er to muligheder oplagte:

  1. I får hjælp af en advokat. 
  2. I udfylder en standardformular for samejeoverenskomst om fast ejendom.

Hvad med dem, der flytter sammen i lejlighed?

Ovenstående er relevant for alle dem, der overvejer at købe fast ejendom sammen. Det er dog ikke alle, der er i en situation, hvor netop dette er den oplagte model.

For mange er det i stedet aktuelt med en lejebolig, og hvis det er tilfældet for din partner og dig, vil der også være en række forhold, som I skal være opmærksomme på.

Først og fremmest skal I være opmærksomme på, at I – jævnfør en lejekontrakt – begge vil have forpligtelser og rettigheder i forhold til lejemålet, som I skal dele. 

Hvis I ender i den ulykkelige situation, at forholdet går i stykker, og at I ikke kan blive enige om, hvem der skal beholde lejeboligen, vil afgørelsen blive truffet ved domstolene.

Hvis planen er, at din kæreste flytter ind i din nuværende lejlighed, eller at du flytter ind i din kærestes nuværende lejlighed, er der også nogle få ting, som I med fordel kan skrive jer bag øret. 

I MEGET få tilfælde vil en udlejer kunne nægte, at der flytter flere mennesker ind i den lejlighed, som han/hun udlejer. Medmindre du bærer lædervest med rygmærke, bør dette dog ikke være en bekymring, du skal have.

Ligeledes vil en udlejer kunne nægte, at der tilføjes flere navne på lejekontrakten. Dette sker desværre lidt hyppigere, end at folk nægtes at flytte ind i en lejlighed.

Hvis ikke både dit og din kærestes navn står på lejekontrakten, vil den person, hvis navn ikke fremgår, stå rigtig dårligt, hvis forholdet går i stykker, inden I har boet sammen i to år. I så fald vil det nemlig være den person, der er tvunget til at flytte.

Efter de to år ændrer reglerne sig en smule. Eksempelvis vil det være tilladt for den person, hvis navn ikke fremgår af lejekontrakten, at blive boende i tilfælde af den andens død, eller hvis særlige grunde taler for det, hvilket kunne være hensyn til børn. Også her vil domstolene træffe afgørelsen.

Sørg for at få afmeldt unødvendige abonnementer

Når din kæreste og dig flytter sammen, vil en af jer formentlig kunne afmelde sig en del af de abonnementer og lignende, som vedkommende har tegnet. 

Lige nu betaler I eksempelvis begge to medielicens – formodentlig da. Når I flytter sammen, kan den ene af jer afmelde sig dette, da medielicens altid betales for den samlede hustand. 

Derudover er det ikke usandsynligt, at I begge har tjenester som HBO, Netflix og så videre. Det behøver I ikke, når I bor sammen.

Sæt jer derfor sammen en dag, og lav en oversigt over de serviceydelser, I betaler til. I vil formentlig opdage, at en af jer uden problemer kan afmelde sig en stor del af sine, når I får samme adresse.

Tak til ejendrøm

Da vi vidensindsamlede til denne artikel rådførte vi os med ejendrøm, der er ejendomsmægler i Esbjerg, og som hvert år hjælper en masse kærestepar med at finde deres nye fællesbolig.

Tak for de gode inputs til artiklen – de er yderst værdsatte.

Scroll to Top