Døjer du med søvnproblemer, er artiklen her lige noget for dig. I denne kommer vi nemlig med 5 skarpe tips til, hvordan du kan øge kvaliteten af din søvn.
Betydningen af en god nats søvn kan ikke overvurderes. Vi mennesker har nemlig brug for vores søvn, hvis vi skal fungere optimalt, og enhver, der har døjet med søvnbesvær, ved, hvor invaliderende dette kan være.
Ikke nok med at nætterne føles uendeligt lange, når man ligger og vender samt drejer sig flere timer, så bliver dagene også ekstremt svære at komme igennem, fordi man tåger rundt som en zombie.
Hvis du p.t. døjer med søvnbesvær, er der heldigvis en række ting, du kan gøre for at øge kvaliteten af din søvn, og i de følgende afsnit finder du vores 5 skarpeste tips i den sammenhæng.
Opgradér dit soveudstyr
Hvis du ønsker at give dig selv de bedste forudsætninger for en god nats søvn, er det vigtigt med en god hovedpude, en dejlig dyne og en kvalitetsseng.
Særligt en kvalitetsseng kan dog være en dyr affære at anskaffe sig, men som regel plejer det at være rigtig, rigtig godt givet ud at investere i en sådan.
Ingen skærm inden sengetid
Digitale skærme fylder mere og mere i vores liv, og dette er desværre ikke synderligt godt, når det kommer til den generelle søvnkvalitet.
Sagen er nemlig den, at adskillige undersøgelser viser, at skærme inden sengetid kan have en negativ effekt på kvaliteten af ens søvn.
Derfor er en utvetydig anbefaling herfra, at du ikke kigger på nogen skærme en time inden sengetid.
Personligt har jeg haft god erfaring med at læse en god bog inden sovetid frem for at se TV.
Undgå koffeinholdige produkter inden sengetid
Hvis du drikker energidrik, grøn the eller kaffe i timerne op til sengetid, bør du kraftigt overveje at udskifte disse væsker med nogle, der ikke indeholder koffein.
Koffein har nemlig en opkvikkende effekt, hvorfor dette stof ikke er hensigtsmæssigt at indtage, når man snart skal sove.
Hypnose-sessioner inden sengetid
Hvis dine søvnudfordringer er af særligt alvorlig karakter, er et godt tip, at du prøver at behandle dine søvnproblemer via hypnose.
Der findes en del hypnose-apps målrettet søvnudfordrede, og personligt har jeg haft god succes med at bruge appen Hellominds hypnose-sessioner til at mildne mine søvnudfordringer.
Disse sessioner tager 25 minutter og skal høres, når du ligger i din seng og er klar til at sove.
Skriv dagbog inden sengetid
I manges tilfælde skyldes søvnbesvær tankemylder, og hvis dette også gør sig gældende for dig, kan du prøve at skrive dine tanker ned i en dagbog inden sengetid.
Mange oplever nemlig, at tankemylderet mildnes, og at de fleste af tankerne forlader hovedet, når de tager form på papir.