Det er forår, hvilket betyder, at mors dag nærmer sig med hastige skridt. Det kan dog være svært at finde ud af, hvad man skal give kvinder i gave, så derfor har vi samlet en række idéer, som forhåbentligt gør dig klogere.
Siden 1929 har vi i Danmark fejret mors dag den anden søndag i maj, hvilket vil sige, at mors dag i år er den 11. maj. Hvis du gerne vil forkæle en mor i dit liv, men ikke ved hvordan, så har vi her samlet en liste over gaveidéer, som enhver mor ville elske – hvad end det er din egen mor, din mors mor eller dine børns mor.
Gaverne er rangeret fra billigst til dyrest:
Morgenmad på sengen
Denne gave er perfekt, hvis du bor sammen med din mor eller moren til dit barn. Kvinder elsker forkælelse, og derfor vil alle sætte pris på en langsom morgen i sengen og blive forkælet med en god omgang morgenmad. Bag (eller køb) hendes yndlingsboller, bryg hendes morgenkaffe, og hvis du vil have ekstra point i bogen, så skriv et kort og giv til hende.
Blomster
Det er efterhånden lidt en kliché at give kvinder blomster, men det betyder altså ikke, at de værdsætter det mindre. Blomster er altid en god idé, og især hvis du kender hendes yndlingsblomst. Dette vil også vise, at du rent faktisk kan huske de ting, hun fortæller dig.
Et smykke
Denne gave kan variere meget i pris, men det behøver langt fra at koste spidsen af en jetjager at give et pænt smykke i gave. Så længe det kommer fra dig, så skal smykket nok falde i god jord – uanset om det har kostet 200 kr. eller 800 kr.
Hvis du vil gøre det endnu mere personligt, kan du finde et smykke med et hjerte, eller for eksempel en halskæde, hvor der står ”mom”.
Inden du køber smykket, så gør dig selv den tjeneste at tjekke, om hun går med guld- eller sølvsmykker, da dette kan spille en afgørende rolle for, hvor meget hun kommer til at gå med det.
Nyt køkkenudstyr
Hvis hun kan lide at lave mad, så er det oplagt at give hende noget nyt til køkkenet. Det kan være, at hun for nyligt har snakket om, at hendes foodprocessor er gået i stykker, eller at hun godt kunne bruge flere af de pæne vinglas. Når det kommer til køkkenting, så er der uendelige muligheder; og det behøver ikke være mere avanceret end en god gryde eller stegepande. Find mere inspiration med en liste over de bedste stegepander uden teflon.
En oplevelse
Hvad slags gave er bedre til mors dag end en oplevelse, hun kan få sammen med dem, hun holder af? Det kan for eksempel være et gavekort til en brunch for to eller billetter til en koncert med nogen, hun godt kan lide. Hvis hun kan lide at drikke og lave cocktails, findes der også mange barer, hvor man kan købe et cocktailkursus.
Det er faktisk ikke så vigtigt, hvad oplevelsen er, hun vil med sikkerhed værdsætte en hvilken som helst oplevelse, så længe hun er sammen med nogen, hun holder af.
En sommerhustur med familien
Hvis I er flere, der går sammen om en gave til en mor, så er en sommerhustur med garanti en gave, som hun vil blive utroligt taknemlig for. På den måde kommer hun til at tilbringe tid sammen med sin familie, samtidig med at hun får en pause fra hverdagen.
Hvis I er en større familie med mange voksne børn, som måske bor mange forskellige steder i landet, og det derfor er svært at få alle samlet, vil dette med garanti falde i god jord.